Bare mine forælder havde set den.

Jeg husker det tydeligt, min konfirmation. Jeg havde glædet mig i lang tid, men alle beslutningerne blev taget hen over mit hoved. Kjolen var et arvestykke, der bestemt ikke var mig. Menuen stor på suppe, steg og is. Hvor af isen var det eneste jeg havde valgt. Og så var der det med gud. I min familie var det en selvfølge at man skulle konfirmeres, men ingen talte nogensinde om tro. Ser nutiden anderledes ud?

Hva tror du selv - pressefoto

Hva tror du selv – pressefoto

Forestillingen ”HVA’ TROR DU SELV?” er en forestilling der henvender sig til unge i konfirmation alderen. Og deres forælder kan kun anbefales at se med.

”HVA’ TROR DU SELV?” spiller på Svalegangen, Aarhus fra d. 11- 13. jan. (Skoleforestilling efter aftale)

Omdrejningspunkt i ”HVA’ TROR DU SELV?” er konfirmationen. 13-årige Ella skal snart konfirmeres. Hendes faren er i gang med at planlægger den helt store og, hvad han tror, vil være den perfekte konfirmation. Mens Ellas mor har mere travlt med hendes New age tænkning. Men det er ikke de eneste udfordringer Ella står over for. En ny pige, præstedatteren Sofia er flyttet til byen og Ella vil gerne være venner med hende. Men klassens populære pige, Charlotte, ­beslutter sig for, at hun ikke kan lide Sofia.

Scenen er lille og intim. Med publikum placeret på alle fire sider, sidder vi helt tæt på. Et gult gulv indrammer scenen. Den eneste scenografi er et gult skab på hjul, der igennem forestillingen transformerer sig fra blandt andet spisebord til cykel. Scenografien er meget gennemført gul, med et par små svipser der bliver ved med at generer mig. En sort cykelslange, en sort mikrofonen, en hvid hash cigaret og en halskæde med et kort, har ikke fået den ærer at være gule, og falder derfor udenfor. Det er en skam, når man nu har brugt så meget energi på at lave alt gult. Når det så er sagt er jeg vild med den enkle måde den gule farve er med til at fremhæve rollerne.

De to kvindelige skuespiller, spiller alle rollerne. Og vi er aldrig i tvivl om hvor vi er eller hvem de spiller.  Et gult slips er Ellas far, og et gult tørklæde hendes Mor, Ella er et par gule høretelefoner osv. Alle rollerne er tydelige, hvilket er super godt, ikke mindst når publikum sættes til at spille Ella.

I det hele taget inddrages publikum ganske meget. Via en mikrofon opstår der en fortæller, som sætter scenen, men også inddrager publikum. De bliver spurgt til råds. ”hvilket musik hører Ella?” ”hvor mange af jer har røget has?” Spørgsmålene er med til at gøre forestillingen mere levende. Men det er ikke alle der syntes at det er rat at blive inddraget. Til den forestilling jeg var inde at se, var svaret på mange spørgsmål ”det ved jeg ikke” og hvis man pressede dem og spurgte igen, blev svaret ”det ved jeg ikke”. Man kunne se hvordan de unge mennesker krympede sig. Skuespillerne har derfor brug for at blive bedre til at aflæse hvilke publikummer man kan spørge. Og ikke mindst havde en plan for hvad man gør når ”det ved jeg ikke” dukker op.

Skuespillet i ”HVA’ TROR DU SELV?” har jeg ikke en finger at sætte op. De to kvindelige skuespillere, Camilla Gjelstrup og Kaja Kamuk spiller alle rollerne, med en fantastisk indlevelse, og forstår virkelig at skifte elegant imellem de mange forskellige roller. Forestillingen er en god blanding af alvorlige emner peppet op med humor.

Forestillingen er fyldt med væsentlige problematikker, og jeg er sikker på at den kan gøre en forskel for unge og ikke mindst deres forælder. Personligt ville jeg havde ønsket at mine egne forældre havde set en lignende forestilling da jeg skulle konfirmeres.

 

”HVA’ TROR DU SELV?” skal have 4 store gule stjerner

Læs mere om forestillingen og køb billetter

MEDVIRKENDE: Camilla Gjelstrup og Kaja Kamuk

TEKST: Brian Wind-Hansen
INSTRUKTION: Anne Zacho Søgaard
DRAMATURG: Tine Byrdal Jørgensen
SCENOGRAFI: Katrine Gjerding
PRODUCERET AF Teater Wunderbar

 

 Med venlig hilsen

5 Stjerner

Reklamer

Jeg HADER Becketts”Mens vi venter på Godot”

 

Da jeg i programmet læser at forestillingen ”Hullet,” blandt andet er inspireret af Becketts klassiker “Mens Vi Venter På Godot”. Bliver jeg nød til at tage en dyb indånding, og ikke mindst tjekke hvor lang forestillingen er.

01-1280x600

 ”Hullet” spiller på Svalegangen d. 2-16. dec. 2017

”Hullet” er en komedie der handler om de gode venner Torben og Flemming. Deres chef har sat dem til at grave et hul, men har glemt at sige hvor dybt det skal have. Som de flittige arbejder de er graver de løs, og nærmer sig med hast jordens kerne. Men hvor bliver Chefen af? Og hvad skal han bruge hullet til?

Torben og Flemming er mænd, som mænd er flest, de taler ikke om følelser, men om biler, og dog. Torben blev skilt fra Hanne for et år siden, og det fylder stadig meget i hans liv. Torben vil gerne støtte sin gode vend, men han har også noget han skal have sagt, noget der måske kan ødelægge deres venskab for evigt.

Scenografien er meget fin og enkel. Den sender tankerne til oversvømmelserne i danmark og minder mest om en skyttegrav. Den består af en masse sandsække, lavet af presenninger. Presenninger er også brugt som bagtæppe og som kostume til den yndige cellist, der har fået sin egen bunke sandsække, i udkanten af scenen.

This slideshow requires JavaScript.

Når det kommer de vores to hovedpersoner Torben og Flemming, har jeg lidt svært ved at forlig mig med deres kostumer. De er iklædt jakkesæt, noget jeg tænker er super upraktisk at grave i. Desuden har de ingen sko på, noget der bliver ved med at stikke mig i øjende igennem hele forestillingen. Desuden får de gravet et meget dybt hul uden så meget som en lille skovl på scenen.

Til min store glæde er forestillingen ”Hullet” ikke en gengivelse af ”Mens vi venter på Godot.” Forestillingen er ganske underholdende, og har helt rette længde med dens 85 min.

Der er en god brug af humor, og sætningen ”Rend mig i røven Flemming”, ”Nej tak Torben” bliver kendetegnende for de to mænds venskab og interne humor. Skuespillet nærmer sig det groteske, og den til tider meget råbende dialog bliver kun mere voldsom da den henvender sig ud mod publikum.

This slideshow requires JavaScript.

Musiksiden er super fin. Det er ikke klassisk yndig cello musik, men mere eksperimenterende. Celloen er med til at give forestillingen dybde.

 

Hullet, skal have 3 store stjerner

 

Læs om forestillingen og bestil billetter

Medvirkende:

Skuespiller: Frederik M. Nørgaard og Henrik Vestergaard
Tekst: Brian Wind-Hansen
Instruktion: Morten Lundgaard
Scenografi: Laura Rasmussen
Lysdesign: Anders Kjems
Lystekniker: Christoffer L. Christensen
Musik og Cellist: Josephine Opsahl
Producent: Von Baden

Med venlig hilsen

5 Stjerner

På gyngende grund

Som de hopper og danser rundt på vippendescene, gyser det i mig. Bare tanken om hvor ondt det vil gøre at få fignerne i klemme under den halv tons tunge roterende vippescene, kan næsten give mig kvalme.

HUMAN IN BALANCE - pressefoto

HUMAN IN BALANCE – pressefoto

 

Danseforestillingen HUMAN IN BALANCE kan ses på Bora Bora Århus d. 9-10. november 2017.

Live sang, pandelamper, videoprojektioner og dansere, bringer danseforestillingen ”HUMAN IN BALANCE” til live. Hovedpersonen er en gigantisk halv tons tunge roterende vippescene. Den er et kunstværk i sig selv, og med danserne i perfekt balance på denne scene, det meste af tiden, fornemmer man virkelig magien.

Forestillingen ønsker at sætte fokus på at vi som mennesker skal genfinde balancen. Som danserne bevæger sig rundt på denne roterende, og vippende scene, bliver det tydeligt at de ting man foretager sig, påvirker andre.

Igennem forestillingen opstår små fortællinger, og som vi starter ud med Engle og en kreativ udgave af Adam og Eva, sidder dramaturgen i mig og smiler. DON GNU som står bag forestillingen, har altid været gode til at få mig til at grine, og denne forestilling er ingen undtagelse.

Humor er et gennemgående element i forestillingen, fra højtflyvende engle, der forsøger at vinde pigernes hjerter, til muskuløse mænd kun iklædt lammeskind.

Forestillingen er en god blanding af balancedans på vippescenen og skønsang. Og især denne skønsang er jeg nød til at nævne. Den smukke Alice Carreri, formå at fylde salen med smukke toner, og i en til tider hektisk forestilling bringer hendes stemme ro og tryghed.

This slideshow requires JavaScript.

”HUMAN IN BALANCE” er en forestilling med gang i, der er rig mulighed for at grine, og få pulsen op som de fire danser, danser rundt på vippescenen. Til tider er man i tvivl om de har helt styr på det, og man kan ikke lade være med at tænke på deres sikkerhed. Der er flere akrobatiske scener igennem forestillingen og som de to mandlige danser springer på og af denne roterende scene opbygges spænding.

Jeg er vild med forestillingen, men har et problem med flere af deres overgange. Jeg ville ønske de var mere flydende. Som jeg sidder dybt betaget af forestillingen river et black out, mig tilbage til virkeligheden, og stemningen skal opbygges på ny.

 

”HUMAN IN BALANCE” skal have 4 store stjerner.

En forestilling hvor danserne prøver at finde balancen

 

Bestil billetter og læs mere om forestillingen

 

Medvirkende:

PERFORMANCE & KOREOGRAFI:
EVI KARSERA (CYPERN)
ALEXIA NICOLAOU (CYPERN)
PETRAS LISAUSKAS (LITAUEN)
FREDERIK PORS JAKOBSEN (DANMARK)

INSTRUKTION & KOREOGRAFI:
JANNIK ELKÆR

MED-INSTRUKTØR:
KRISTOFFER LOUIS ANDRUP PEDERSEN

VIDEO, LYS & DRAMATURGI:
CHRISTOFFER BREKNE

KOMPOSITION, MUSIK & LYD:
ALICE CARRERI

PRODUCENT:
SIGRID AAKVIK

DRAMATURGISK KONSULENT:
BJØRN BRINCH

PR:
MALENE CATHRINE PEDERSEN

TAK TIL:
MIKKEL PETTERSON

STØTTET AF:
AARHUS 2017
PAFOS 2017
AUGUSTINUS FONDEN

PRÆSENTERET I SAMARBEJDE MED:
DANCE HOUSE LEMESOS
BORA BORA

Med venlig hilsen

5 Stjerner

Opera lige til at spise

 

Som ten bliver helt op i min urtepotte kop, genkender jeg farven. Det er en te med mælk i, uhhhh det er jeg ikke meget for. Men nu er den helt op, så må jeg smage på den.

AGONY- Fotograf: Signe Vad

AGONY- Fotograf: Signe Vad

AGONY – en spiseopera, spiller på Godsbanen, Aarhus d. 20-27. okt. 2017

Personligt er jeg ikke særligt begejstret for opera. Når det så er sagt så formå komponisten Line Tjørnhøj at skabe en anderledes måde hvorpå opera pludselig bliver mere spiselig.

AGONY er en hjerteskærende historie om vor tids opgør med patriarkalske normer. Problematikken er ikke ny, men ganske aktuel i den verden vi lever i.

Historien i operaen er en middag. Sønnen Angel kommer hjem, og det skal fejres. Derfor har faderen Il Padre inviteret os alle med som gæster. Som publikum er vi så heldige at vi også får noget at spise, hele fire serveringer, som Mama (spillet af kok og mad stylist Michelle Appelros), tilbereder. Men Angles ankomst hjem bliver ikke som forventet. Som han træder ind på scenen i højhælet sko og røde øreringe magen til hans mors, fornemmer vi at Angel ikke er den søn Il Padre forventede at få hjem. Angel har tilmed taget sin kæreste Robin med.

Publikum sidder på de to langsider. Vi har alle fået en stol, med et lille klapbord, ganske praktisk når vi nu også skal have lidt at spise. I midten står det store bord, hvor familien samles for at spise, og handlingen udspilles. Over bordet er der lavet en kasse, hvor sang dialogen, billeder og video igennem forestillingen projekters op på.

At sang dialogen igennem operaen kan læses (på engelsk) er en gave. Som ved alle opera kan det være svært at forstå den konkrete tekst, ikke mindst når det synges på italiensk, tysk, svensk, arabisk og engelsk. Teksten man kan læse er i sig selv ganske underholdende. Den er gjort meget moderne med brug af # og en fond der ser håndskrevet ud.

Som de forskellige # dukker op, får jeg en træng til at slå flere af dem op og se hvad der gemmer sig bag dem. Eksempler som #MakeUp og #SpeakYourTruth, er meget dækkende for operaen AGONY.

Jeg er meget vild med musikken og hvordan den frembringes. Udover en violin og en cello, er der lavet et lille to mands køkken orkester. Der spilles på alt fra knive, piskeris, isblokke ja selv lyden af at hakke salat bliver til velsmagende musik.

Og når vi snakker om velsmag er jeg nød til at kommenterer på maden. De fire retter mad vi får serveret, er meget forskellige og alligevel så ens. Der serveres på træ brædder, skifferplader og sten, til servietter og engangstallerener. En lidt rodet blanding, men maden skaber bindeled. Som små velsmagende kunstværker byder de os velkommen. Den ene bid tager den anden og jeg glemmer helt at læse opera teksten, faktisk kan jeg ikke tage blikket fra det smukke kunstværk som maden er. Og den er ikke kun smuk, den smager også godt. Da vi kommer til desserten, som er min yndlings ret af de fire, løber mine tænder i vand allerede inden jeg tager en bid. En dessert som pyntes af på scenen for øjnende af os alle. Mad stylist Michelle Appelros, får hjælp af de to fra køkkenorkestret og de står alle i en sky af mad glimmer, så smukt et billede, så velsmagende.

This slideshow requires JavaScript.

Til desserten serveres en te, lavet på vand og mælk. Jeg ELSKER te, men er ikke meget for mælk i den, faktisk har jeg aldrig fået en te med mælk jeg kunne lide. Men som den står der i en meget fin kop, der ligner en urtepotte smager jeg på den. En krydderiet duft rammer min næse og jeg nipper til ten, den smager godt, og jeg drikker noget mere, desserten jeg ikke troede kunne blive bedre har lige fået en afrunding. I det samme slutter operaen AGONY, med lyden af en kniv.

AGONY er en anderledes opera, hvor der ikke er sparet på indtrykkende. Til tider bliver det lidt overvældende, der er så meget at se og hører. Jeg skal læse teksten og så skal man også koncentrerer sig om at spise. Jeg ville ønsket at når vi fik serveret maden var der lidt ”pause” i operaen. For som jeg sidder der og nyder maden, og i et kort øjeblik prøver at koncentrerer mig om hvad der er på min tallerken, trækkes der fra alle retninger i mit fokus; sangen, køkkenorkestret og ikke mindst strygerne. Det er som om jeg bliver overvældet af indtryk. Og det irriterer mig at jeg ikke får det hele med. For det er godt, virkeligt godt.

 

AGONY skal have 5 velsmagende Stjerner, en opera for alle sanser.

 

Køb Billetter

Læs om forestillingen

En del af  kulturhovedstaden 2017

Medvirkende 

Komponist, librettist og kunstnerisk leder: Line Tjørnhøj

Instruktør, medforfatter og scenograf: Giacomo Ravicchio

Kok, food stylist og performer: Michelle Appelros

Sangere: Robert Koller, Daniel Carlsson & Anna Ottertun

Cellist: Marie Louise Lind

Violinist: Anna Jalving

Percussionister: Ying-Hsueh Chen & Sara Rosendal

Lysdesign: Christoffer Gulløv

ideodesign: Jens Mønsted

Kreativ oversættelse: Eik Moen / Hanna Donslund

Indstudering: Mathias Skaarup Sørensen

Produktionsledelse & administration: 1:1 Produktion / Louise Kirkegaard og Maria Meyer

Producent: Tone

PR: Karen Toftegaard ApS

 

Med venlig Hilsen

5 Stjerner

Jeg er ikke ensom, er jeg?

Jeg tror vi alle frygter den. Ensomheden. Mennesket er et flokdyr, og vi har brug for hinanden. De fleste af os har smagt på ensomheden. Personligt er jeg ikke ensom, vel?

“EN SOM HED” spiller på Bora Bora Århus fra d. 10. – 12. okt.

“EN SOM HED” er en enkeltmands forestilling, skabt af koreografen Helle Bach. Igennem fem monologer ser vi forskellige vinkler på ensomhed. Bo Madvig er manden der er inde i disse fem historier.

This slideshow requires JavaScript.

Vi møder Jens, som har fyldt hans kalender til bristepunktet, men alligevel er ensom. Nicklas, der længes efter berøring. Palle der er ensom i sin egen dagligstue. Viggo som ikke helt kan bestemme sig, om det er godt eller skidt, at gården er fyldt af glade mennesker der griller. Mark der prøver at se ensomheden i øjende.

Mens scenen laves om og en ny roller gør sig klar, høre vi hjerteskærende fortællinger over højtalerne. ”Jeg er ensom i et rum fyldt med mennesker”.

Fortællingen sætter tankerne i gang, jeg kan mærke at ensomheden kommer snigende ind i mit liv. Og tænker efter. Jeg er ikke ensom, er jeg. Nej ikke lige nu, men jeg kender godt følelsen af ensomhed.

“EN SOM HED” er ikke kun letter deprimerende, den er også sjov. For flere af monologerne indeholder tale, disse er ganske underholdende, og sjove. Som når Viggo ligger og brokker sig over et der er ”3 for 2” på vare i supermarkedet. Og at naboen konstant har gæster.

"EN SOM HED" - pressefoto

“EN SOM HED” – pressefoto

“EN SOM HED” bliver efter min smag en smule for lang, og havde jeg ikke læst programmet, hvor de fem figurer beskrives havde jeg flere gange haft svært ved at se hvad fortællingen var.

 

EN SOM HED skal have 3 stjerner

 

Læs mere om forestillingen og bestil biletter

 

Medvirkende:

IDÉ: HELLE BACH

KOREOGRAFI, TEKST OG ISCENESÆTTELSE: HELLE BACH I SAMARBEJDE MED PERFORMER BO MADVIG

PERFORMER: BO MADVIG

PRODUCENT OG PR: MARIE RASMUSSEN

PRODUKTION/ADMINISTRATION: 1:1 PRODUKTION

 

Med venlig hilsen

5 Stjerner

Hvornår er man dansk?

Som jeg går ud af salen, som jeg igen står på gaden i regnen, dukker den samme tanke op i mit hoved ”men hvad skete der så?”

DANSK kan ses på Svalegangen fra d. 7. okt. – 4. nov., hvorefter komedien tager på DK-turné.

DANSK - FOTO: MONTGOMERY / CREATIVE ZOO

DANSK – FOTO: MONTGOMERY / CREATIVE ZOO

DANSK er en anderledes integrationskomedie. Vi møder Hassan som er flygtet fra Damaskus, han vil så gerne vil passe ind i dette nye land, Danmark. Vi følger Hassan i gennem hans søgen efter at passe ind. Alt fra danskundervisning til hans nye danske kæreste Liza som bor i samme opgang.

Men kan man gå for langt i sin søgen efter at blive dansk? Og hvad med ens gamle liv?

Aleksa Okanovics er manden bag DANSK og det glæder mig at han har taget en anderledes tilgang end man ville forvente. Alle taler perfekt dansk ikke noget med at vi skal grine af en flygtning der karter rundt i det danske sprog en hel forestilling igennem. Faktisk er vores flygtning Hassan en veluddannet ung mand, der også taler perfekt tysk.

Scenografien er enkel, scenen er opdelt i rum, metalrammer med gennemsigtige plastlameller som vi genkender fra store kølerum. Som de flyttes rundt på scenen skabes der nye rum. En skarp lys og lyd side gør at vi som publikum aldrig er i tvivl om hvor vi befinder os. Som da scenen bliver en bus. Allerede inden vi høre ”Næste stop…” ved vi et vi befinder os i en bus. En let bus- summen breder sig i salen, og som skuespillerne bevæger sig rundt på scenen, sidder vi selv og gynger ledt fra side til side, som sad vi også i bussen.

Skuespillet er lige så skarpt som Lyd og lys siden, ikke en eneste gang sidder jeg med fornemmelsen af at der ikke er styr på det. Fortællingen åbnes op og vi bydes indenfor. Jeg læner mig tilbage og nyder forestillingen.

Der er ikke en finger at sætte på denne integrationskomedie, det sku da lige være hvordan den slutter. For da lyset slukkes og klapsalverne begynder sidder jeg opslugt i fortællingen og den lille stemme inden i mit hoved skriger ”NEJ….. men hvad skete der så?” og spørgsmålene: kan man gå for langt i sin søgen efter at blive dansk? Og hvad med ens gamle liv? Står åbne hen.

Jeg går ud af salen og nævner for min veninde, som har ledsaget mig denne eftermiddag, at jeg gerne vil opfordrer Aleksa Okanovics til at lave efterfølgeren til DANSK, den vil jeg gerne se.

 

DANSK skal have 5 store Stjerner, jeg kan ikke få nok, giv mig mere

 

Læs mere om forestillingen og bestil billetter

DANSK får DK-premiere på Teatret Svalegangen den 7. okt. – 4. nov., hvorefter komedien tager på DK-turné.

TURNÉ NOV. 201

08 nov. Vejle Musikteater
09. nov. Harmonien, Haderslev
14. nov. Medborgerhuset, Hvidovre
15. nov. Vordingborg Gymnasium
16. nov. Lynghøjskolen, Svogerslev
21. nov. Teater Grob, København
22. nov. Teater Grob, København
23. nov. Teater Grob, København
24. nov. Teater Grob, København
25. nov. Teater Grob, København

Medvirkende:

SKUESPILLER: ALVIN OLID BURSØE, ANNA NØHR TOLSTRUP, RIE NØRGAARD OG MADS NØRBY

TEKST: ALEKSA OKANOVIC

INSTRUKTION: MORTEN LUNDGAARD

SCENOGRAFI: STINE MARTINSEN

PRODUCERET AF: TEATRET SVALEGANGEN

FOTO: MONTGOMERY / CREATIVE ZOO

 

Med venlig hilsen

5 Stjerner

Haunted House, ikke for børn.

Som jeg tror der er overstået mærker jeg min forkølelse vende tilbage. Det vare dog kun få sekunder for da jeg går rundt om hjørnet glemmer jeg alt om stoppede næser…

This slideshow requires JavaScript.

DYSTOPIA Haunted House kan opleves i en nedlagt fabrik: Mørkedalsvej 28, Vejle. Fra d. 29. sep. – 28. okt. 2017. Man skal være 13+ dette Haunted House er ikke for børn.

For fjerde år i træk kan man opleve et Haunted House. Dette års forestilling er ”The Experiment.”En nedlagt fabrik lidt ude i skoven danner rammerne. Allerede som vi ankommer opbygges stemningen, som vi kører ned af en mørk vej bliver vi mødt af skikkelser klædt i lange sorte frakker, gasmasker og hjelm. De vinker os hen til parkeringen.

Vi stiller os i kø, for at blive tjekket ind, hvilket betyder at vi får et klistermærke med et nummer på som navneskilt, samt et armbånd, der minder om noget man får på sygehuset når man bliver indlagt. ”The Experiment” historie er da også at vi som publikum er udtrykket til at deltage i et forsknings eksperiment som afholdes af regeringen.

Det første der sker som vi træder ind i selve eksperimentet er da også at vi bliver tilset af nogle uhyggelige læger. Da det er totalteater, involveres vi med det samme, der hundset rundt med os og skal svare på spørgsmål om vores tolerance i forhold til gift og rotter.

Som vi bevæger os igennem dette Haunted House, møder vi flere skræmmende læger og ikke mindst deres patienter. Der er to slags patienter; dem der skriger og beder os om at hjælpe dem, og så er der de patienter der mider mest om zombier. Alle skuespillerne er udklædt og der er ikke sparet på noget, med teater blod, skræmmende masker og vild sminke bringen uhyggen til live. Igennem forestillingen møder man et utal af uhyggelige skabninger.

Der leges med publikums tolerance overfor uhyggen. Både når det kommer til, hvad man finder uhyggeligt, fra klovne til noget der kunne være udsprunget af en splatter gyserfilm. For mit eget vedkommen var det mest uhyggeligt de mørke rum, hvor man selv skal bevæge sig rundt, i vished at der hvert øjeblik kan der dukke noget eller nogen op.

This slideshow requires JavaScript.

85 skuespillere og aktører er med til at skabe en uhyggelig oplevelse, i de mere end 40 horrorfyldte rum, vi bevæger os igennem. Og der er der god mulighed for at få pulsen op. Det hele er overstået på 30-40 min, men man mister totalt tidsfornemmelsen. Så da jeg tror det hele er overstået, får jeg noget at en overraskelse da det viser sig at jeg ikke er igennem dette Haunted House indnu, men kun har holdt pause. Et snedigt trick, som man står og er ved at få hvilepulsen tilbage, og for mit vedkommen, fokus på min forkølelse vender tilbage, går jeg rundt om hjørnet og bliver overordentlig forskrækket da det går op for mig at vi stadig er i gang.

Den nedlagte fabrik er den perfekte kulisse, den meget varierende scenografi gør at man aldrig ved hvad der kommer næste gang, og man er derfor hele tiden på mærkerne. I det hele taget virker ”The Experiment” meget gennemført, det eneste minus er den tekst der er lavet til skuespillerne, den bliver hurtigt noget ensformigt. Vi bliver spurgt igen og igen om vi er en del af eksperimentet. Alle skuespillerne taler engelsk, hvilket ikke altid er lige godt. Jeg forstår ikke valget at det engelske sprog da det ikke syntes at bidrage til uhyggen tværtimod.

Kan du godt lide at få hævet pulsen er ”The Experiment” helt sikkert et besøg vær.

 

”The Experiment” skal have 4 skræmmende Stjerner

 

Læs mere om forestillingen på hjemmesiden eller deres Facebook

Køb billetter

 

Med venlig hilsen

5 Stjerner

CUT, og publikum er skåret over

Som jeg tror jeg har regnet den ud, overrasker jeg på ny. Det er ikke bare en gengivelse, det er en helt ny forestilling.

”CUT” spiller på Bora Bora århus d. 19 og 20 sep. 2017.

”CUT” er en danseforestilling der bryder med de normale sceneopbygnings principper. Publikum og scene er bogstaveligt talt blevet skåret i to. Scenen er delt i to, og det samme er publikum. På samme tid spilles en forestilling, på to scener, for to publikum. Det lyder indviklet men er faktisk ret enkelt.

Først får man lov til at se den ene scene, så er der en pause og så flytter man over på den anden side og ser forestillingen igen, nu fra den side. Scenen er delt op af en masse lameller, hvide på den ene side, sorte på den anden. Så danserne kan bevæge sig fra den ene scene til den anden. Man får så at sige samme historie fra to forskellige sider. Og dog.

For som jeg sidder under andel dal, og ser på en tom scene, og lytter til forestillingen på den anden siden, genkender jeg lyden af en taperulle. Jeg ved at det er nu en papkasse bliver tapet til, det så jeg jo, under hvad der var første del for mig. Men til min overraskelse kommer en danser ind på den tomme scene, tapet ind. Det vil altså sige at de to forestillinger ikke en 100% gengivelser. Jeg forundres og tænker ved mig selv at det er en skam at jeg ikke kan se danseforestillingen ”CUT” igen, men i omvendte rækkefølge, i næste uge.

Fortællingen i ”CUT” er baseret på det øjeblik hvor, skaberen; Philippe Saires familie flygtede fra Algeriet. Der i blandt forældrenes minde om det himmelske paradis, de flygtede fra.  Et liv som var godt og fyldt med sociale forbindelser.

Om man på forhånd kender historien bag eller ej, er det en gribende fortælling. Scenografien er simpel og på samme tid kompleks. En masse papkasser danner omdrejningspunkt på den ene scene, mens den anden scene fyldes med folkedans og glæde. Kontrasterne er store, og alligevel formår danserne at flyde imellem de to scener og historier, som det mest naturlige i verden.

Danserne har en fantastisk timing, der forstærkes af et smukt lyd og musik univers. Fra arabisk musik til et lyd univers der vækker minder til episke scener i store Hollywood film.   Jeg har svært ved at få armene ned, ”CUT” er veludført, gribende danseforestilling den formår at skabe to så forskellige universer.

 

”CUT” skal have mine varmeste anbefalinger og 5 store Stjerner. En skam den kun spiller to dage på Bora Bora.

 

Læs mere om forestillingen

Medvirkende:

CONCEPT AND CHOREOGRAPHY: PHILIPPE SAIRE

CHOREOGRAPHY IN COLLABORATION WITH DANCERS:
VICTOR DUMONT, LAZARE HUET, MAÏTÉ JEANNOLIN, CLAIRE LAVERNHE, ANTONIO MONTANILE

CREATION ASSISTANTSHIP: PHILIPPE CHOSSON

DRAMATURGY ADVISORS: ANTOINE JACCOUD, ROBERTO FRATINI SERAFIDE

LIGHT DESIGN: ERIC SOYER

SOUND DESIGN: STÉPHANE VECCHIONE

COSTUMES: ISA BOUCHARLAT

MAKE-UP: NATHALIE MONOD

TECHNICAL DIRECTION: VINCENT SCALBERT

STAGE SET: LÉO PICCIRELLI

LIGHT OPERATOR: PASCAL DI MITO

SOUND OPERATOR: XAVIER WEISSBRODT

GRAPHIC DESIGN & PHOTOGRAPHY: PHILIPPE WEISSBRODT

VIDEO RECORDING & TEASER: PIERRE-YVES BORGEAUD

ADMINISTRATION: VALÉRIE NIEDEROEST

PROMOTION & TOUR MANAGEMENT : GÁBOR VARGA / BRAVOBRAVO

COMMUNICATION/PRESS & PRODUCTION : MARTIN GENTON

ACCOUNTING: RÉGINA ZWAHLEN

SECRETARY: CHRISTEL WELSCH

 

Med Venlig Hilsen

5 Stjerner

 

JEG SLIKKER ALTID PÅ HÅNDTAGENE PÅ OFFENTLIGE TOILETTER

Jeg er vokset op i et hjem med Ekstra bladet og Se og Hør. Ikke noget jeg er specielt stolt over, men heller ikke noget jeg skammer mig over, det er jo bare underholdning.

Svalegangen byder indenfor til forestillingen ”NATIONEN” af Mungo Park Kolding. Den spiller fra d. 19-23. sep. 2017.

Mungo Park Kolding, har lavet en forestilling der dykker ned i Ekstra Bladets debatforum Nationen. Med en humoristisk tilgang bevæger de sig ind på ganske fjendtligt grund.

Spørgsmålet er om NATIONEN kan omsættes til et dramatisk værk?

Udtrykket ”stilhed før storm” får ny betydning som Mungo Park Koldings skuespiller udfordrer publikum, med en meget lang scene i total stilhed. Kun en stille latter fra tilskuerpladserne bryder denne stilhed. Fra den ene yderlighed til den anden, bevæger vi os ind i debatten og nu råbes der alt fra; ”KÆLLING” til ”JEG SLIKKER ALTID PÅ HÅNDTAGENE PÅ OFFENTLIGE TOILETTER.”

Humor bruges igennem hele forestillingen, en vandkøler, som er den del af den simple scenografi, bliver et af omdrejningspunkterne. Som når de mandlige skuespillere drikker vand af hvide plastkrus, kvaser dem og smider dem over skulderen, som var det øldåser. I det hele taget spilles der på fordommene omkring Nationens Bruger. Emner som porno, sportsresultater til international storpolitik gennemgås.

Ekstrabladets slogan “Tør – hvor andre tier”, tages til nye højder, da en kvindelig skuespiller ydmyges på scenen, af de to mandlige skuespiller. Scenen er så ubehagelig, frastødende, og helt igennem fantastisk.

Igennem forestillingen bruges der citater fra debatten, men det er mange gentagelser. Citaterne siges igen og igen, dog på forskellige måder, men de mister deres ”PAW værdig” og man sidder tilbage med en følelse af at der kunne være mere.

Jeg er begejstret for forestillingen NATIONEN, den er underholdende. Klogere er jeg ikke blevet, men hvem siger at der er noget galt med bare at lade sig underholde. Måske jeg snart skal besøge mine far og dykke ned i Ekstra bladet eller Se og Hør, for hvem kan ikke lide at blive underholdt?

 

NATIONEN skal have 3 store stjerner.

 

Løs mere om forestillingen og bestil billetter.

 

MEDVIRKENDE: Frank Thiel, Marie Nørgaard, Magnus Christensen, Maja Juhlin
IDÉ: Lasse Bo Handberg
INSTRUKTION: Sofie Lauring
DRAMATURG: Karhrine Lund
SCENOGRAFI: Franciska Zahle
MUSIK: Anna Blinkenberg-Lindell
LYSDESIGN: Morten Dorvin
LYDDESIGN: Anna Blinkenberg-Lindell
KOREOGRAFI: Taneli Törmä
PRODUCERET AF: Mongo Park Kolding

Med Venlig Hilsen

5 Stjerner

3 timer passende længde for en lydbog.

Som jeg kommer tilbage fra pausen, håber jeg på at anden akt vil være bedre. En forestilling der varer 3 timer med pause er laaang tid, når skuespillet ikke er gribende.

Forestillingen ”Den gode vilje” af Ingmar Bergman, spiller på Århus Teater fra d. 16. sep – 21. okt 2017.

Historien er opsat som dokumentar teater, baseret på virkelige hændelser, suppleret med fantasi. ”Den gode vilje” er baseret på Ingmar Bergmans romanbiografi om hans forældres møde, forelskelse og ægteskab. Den blev filmatiseret af Bille August i 1991.

Henrik Bergman er den fattige teolog som forelsker sig i overklassepige Anna. Kærligheden gengældes og de to drager til en lille flække i Nordsverige, hvor Henrik får job som præst. Her gifter de sig, og begynder livet som ægtefolk. Igennem hele deres forhold, og ikke mindst ægteskab lurer konflikterne dog bag vært et hjørne.

Den gode vilje-  Pressefoto

Den gode vilje- Pressefoto

Scenografien er simpel. Tre tæpper, en sofa, et klaver samt otte stole danner scenen. De seks af stolende står op af bagtæppet, det meste af tiden, de bruges af skuespillerne når de ikke er i rolle. Dette gør at vi det meste af tiden påmindes at det er en fortælling. Fortællingen er opsat på den måde at skuespillerne har mulighed for at hoppe ud af deres roller, og agerer handlings fortæller, hvorpå de hopper tilbage i deres rolle, eller sætte sig på en stol igen.

Ideen kunne være udmærket, men den er ikke konsekvens, da det syntes at være tilfældigt om skuespillerne sætter sig på en stol, eller går helt ud af scenen. I det hele taget er forestillingen lidt af en rodebutik. Ind imellem de forskellige fortællinger dukker en sang op, som for det meste bare syntes at være fyld. En dreng kommer på scenen og synger, og selvom det lyder yndigt bidrager det ikke yderligere til fortællingen. Når sangen fungerer, og det er sjældent, er det når Annas, bror, spillet af Christian Hetland, bryder ud i sang og danser rundt med sin søster, eller når han synger til deres bryllupsfest. Da vi igennem historien får at vide at Annas bror og Henrik synger i universitets koret sammen, giver dette god mening.

at_dgv_fotonataschathiararydvald_4987

”Den gode vilje” gennemgående problemer at fortællingen aldrig rigtig bliver gribende. Sproget er anstrengt, og skuespillerne formår ikke at forme dialogen til god dramatik. Det bliver anstrengende at høre på og ikke mindst at se på. Der er flere gange hvor historien, som en af skuespillerne stiller sig frem og agerer fortæller på, er mere gribende end selve skuespillet. Jeg sidder i min stol og tænker på at denne forestilling lige så godt kunne være en lydbog.

Anden akt går i gang og til min glæde hjælper det lidt. Henrik og Annas stærke temperamenter får sat lidt gang i skuespillet, sproget bliver mere flydende og det samme gælder skuespillet. Det er dog bare alt, alt for sent.

”Den gode vilje” kan kun få 1 Stjerne

 

Læs mere om forestillingen og bestil biletter

 

Medvirkende:

Mathias Flint, Anne Plauborg, Bue Wandahl, Inge Sofie Skovbo, Nanna Bøttcher, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Maria Buch Cordsen* m.fl. *Studerende ved Den Danske Scenekunstskole, Aarhus

Forfatter: Ingmar Bergman

Dramatiseret af Cecilie Ølveczky og Eirik Stubø

Iscenesættelse: Emmet Feigenberg

Scenografi: Steffen Aarfing

Pianist: Pojken Flensborg

Lysdesign: Mikael Sylvest

Lyddesign: Kim Engelbredt