En flyvende start på Bispetorv

Århus midtby inviterer igen i år ind til Verdensbilleder. Men Verdensbilleder er ikke kun en dag hvor man kan finde et godt tilbud i butikkerne, kunsten har også fået en plads.  

”Hill Sphere” fotograf Joan A. Melchiors

”Hill Sphere” fotograf Joan A. Melchiors

Forestillingen ”Hill Sphere” kunne opleves på Bispetorv fredag 1. juni kl. 17.00 og 20.00.

Dansescene Bora Bora har i samarbejde med Aarhus City Forening omdannet Bispetorv til en dansescene, og ikke kun torvet, men også luftrummet over torvet. Det Italien Dansekompagni Il Posto udfører den højtflyvende danseforestilling ”Hill Sphere”

Forestillingen starter ud på torvet, hvor danserne, danser rundt imellem publikum. Da torvet er proppet med mennesker er det svært at se, men som danserne via wirer og kranen kommer i luften, kan alle nu se med.

”Hill Sphere” fotograf Joan A. Melchiors

”Hill Sphere” fotograf Joan A. Melchiors

Dansen minder mig om faldskærms formations springning. Det er meget yndefuldt og ganske imponerende hvor forskelligt udtrykket er igennem forestillingen. Jeg er begejstret over denne luft dans og især det faktum at det foregår i byrummet. Børn og voksne er stimlet sammen for at få en op opleveren. Flere børn har lagt sig ned på torvet, og jeg må erkende at de har fat i noget, for der går ikke lang tid før min nakke bliver øm, og jeg har brug for en lille pause inden jeg igen retter blikket mod himlen.

”Hill Sphere” fotograf Joan A. Melchiors

”Hill Sphere” fotograf Joan A. Melchiors

Den flyvende dans er suppleret af skøn musik, live og optaget. Al musikken leveres af Marco Castelli som under forestilling spiller live på saxofon. Denne live musik er bestemt med til at højne oplevelsen, og som forestillingen slutter af og danserne igen har jord under fødderne, ærgrer det mig at forestillingen kun spiller i dag.

 

Hill Sphere skal have 4 højtflyvende stjerner.

 

Se videoklip på 5 Stjerners Facebook side 

Læs mere om forestillingen via Bora Boras hjemmeside

 Medvirkende:

 KONCEPT & KOREOGRAFI: WANDA MORETTI

MUSIK FOR SAXOFON OG LIVE ELEKTRONIK: MARCO CASTELLI

SKO: VIBRAM FUROSHIKI

PRODUKTION:IL POSTO og FORTE MARGHERA

 

Med venlig hilsen

5 Stjerner

 

 

Reklamer

Har du set den sorte skraldepose, der spiser mennesker?

Elsker du kropslige forestillinger? Især den nøgne krop? Forestillinger der dvæler, og tager sig god tid? Forestillinger der har en lydside, du også kan fornemme i ørene en time efter? Hvis svaret er ja, så vil du elske disse to forestillinger.  

Dobbeltprogrammet “WRECK – List of Extinct Species” og “KOKORO”  kan ses på Bora Bora, Aarhus d. 24. & 25. april 2018.

Nok er Dobbeltprogrammets to forestillinger meget forskellige, men de har også en del tilfældes; nøgenhed, leg med lys og skygger og så er de begge fra Italien.

“WRECK – List of Extinct Species”

Hovedpersonen i “WRECK – List of Extinct Species” er en gigantisk pudeagtig plasticpose. Den ligner mest af alt den klassiske sorte affaldspose, vi kender fra køkkenskraldespanden. Stemningen i forestillingen er fyldt med mystik og uhygge som stimuleres af en lydside der sender tankerne mod science fiction. Det er som om, denne sorte pude er levende, og det giver kun mere spænding til fortællingen.

WRECK - List of Extinct Species - pressefoto

WRECK – List of Extinct Species – pressefoto

Dette plasticposemonster sluger og spytter mennesker ud, som den bevæger sig rundt i scenerummet. Jeg er meget imponeret over hvor fint denne illusion fungerer. I lang tid sidder jeg og prøver at finde ud af, hvordan de gør. Det er som at sidde og se på en tryllekunstner, man kan ikke lade være med at gætte på, hvordan de bærer sig ad med at få den til at se levende ud.

 

Det er dog en skam, at denne meget fine illusion brydes, som da plastikposen kommer et smut op på publikumspladserne. Som publikum forventer jeg at blive opslugt af dette sorte monster, men nej, opslugt bliver jeg ikke.

Selve posemonstret, har også nogle skønhedsfejl, den er tydelig tapet sammen, og det er med til at bryde illusion om, at den ikke er menneskeskabt. Jeg kan godt lide ideen, men 40 minutter er i overkanten.

 

“KOKORO”

I pressematerialet kan jeg læse at “KOKORO” er et japansk ord, der kan oversættes til ‘indre væsen’. Det giver god mening, som Koreograf og performer Luna Cenere forvandler sin nøgne krop til skulpturer.

Kokoro - pressefoto

Kokoro – pressefoto

Man må sige at kropskontrol, kommer til sin ret. Jeg sidder med hoved på skrå og er imponeret over, hvordan denne skulptur faktisk er en krop. Jeg tænker at lige meget hvor mange yogatimer jeg får, kommer jeg aldrig i nærheden af at have den slags kontrol over min krop.

 

 

Men min imponerende tilgang til forestillingen falmer, som lydsiden går i gang. Den er høj, virkelig høj, og skærer i ørene. Lydsiden er en blanding af sang naturlig- og elektroniklyd. Det ender med at blive 30 minutter, hvor jeg bare sidder og venter på, at det skal være overstået. Som jeg går ud af salen, har jeg en hylen for mine ører.

Performer Luna Cenere formår virkelig at bruge sin krop, til mindste detalje, men lyden er bogstaveligtalt overdøvende, og hendes krop og talent drukner i denne forestilling.

 

“WRECK – List of Extinct Species” skal have 3 Stjerner.

“KOKORO” skal have 2 Stjerne

Læs mere om forestillingerne:
“WRECK – List of Extinct Species”
“KOKORO”  

Medvirkende “WRECK – List of Extinct Species”:

INSTRUKTØR & KOREOGRAF: PIETRO MARULLO

LYDDESIGNER: JEAN-NOËL BOISSÉ

LYSDESIGNER: JULIE PETITE-ETIENNE

SKULPTUR & KOSTUMER :PIETRO MARULLO & BERTRAND NODET

DANSERE: HELENA ARAÚJO, ADRIEN DESBONS, PAOLA DE BELLA, NOEMI KNECHT, PAOLA MADRID & ANAIS VAN EYCKEN

PRODUCERET AF INSIEMI IRREALI ASBL

 

Medvirkende “KOKORO”:

KOREOGRAF & PERFORMER: LUNA CENERE

MUSIK: GERARD VALVERDE

LYSDESIGNER: GAETANO BATTISTA

PRODUKTION: KÖRPER

SAMARBEJDE PÅ PRODUKTIONEN: VIRGILIO SIENI / NATIONAL CENTER OF PRODUCTION

 

Med venlig hilsen

5 Stjerner

“GRAB THEM BY THE PUSSY”, er det sjovt?

Da vi er cirka halvt igennem forestillingen, griner halvdelen af salen – for første gang. Jeg er dog en del af den halvdel, der ikke griner. Det er bare ikke morsomt. Og det er ikke fordi, jeg ikke kan se det morsomme i stereotyper, det kan være ganske fornøjeligt, dette manus er bare ikke sjovt.

07-1280x600

”GRAB THEM BY THE PUSSY” spiller på Svalegangen, Aarhus fra d. 7. APR – 4. MAJ 2018

Hvis man kun har læst titlen ”GRAB THEM BY THE PUSSY” og forventer en komedie, der handler om Trump, bliver man slemt skuffet. Temaet er feminismen og dens mange ansigter.

Fortællingen foregår i en boligopgang, hvor vi møder Sally og Mikkel, der bor på 2. sal. Mikkel er studerende, og vil gerne have børn, men Sally der arbejder i advokatfirmaet i stue etagen, er sikker på, at det ikke vil være godt for hendes karriere. På 1. Sal bor det lesbiske par Lisbeth og Tina. Lisbeth bliver 41 næste gang og ønsker sig brændende et barn. Noget Tina gerne vil være foruden.

På 3. Sal møder vi Thorbjørn og Annabella samt deres dreng Feng Dia, som de forsøger at opdrage kønsneutralt. Der er dog langt mellem teori og praksis. I kælderen finder vi bordellet, som kommer til at stå i skarp kontrast til den smukke blonde kvinde, der bor på øverste etage. Hun er perfekt, som kun Barbie kan være det.

Forestillingen ønsker at diskutere ligestilling og kønnenes opfattelse. Men desværre formår forestillingen ikke at bevæge sig ud over stereotyper og klichéer. Vi kommer vidt omkring, men det bliver overfladisk, ligegyldigt og plat. Forestillingen formår ikke at grave dybere, men ridser kun overfladen.

Ligestillingsproblematikken er bestemt aktuel, og en komisk tilgang havde været en dejlig forandring i denne tid, hvor tonen er blevet noget skarp ikke mindst med #metoo. Men ”GRAB THEM BY THE PUSSY” er bare ikke sjov. Når jeg læser, at det er en komedie, forventer jeg at grine, eller i det mindste at trække på smilebåndet det meste af tiden. 90 minutter hvor jeg det meste af tiden sad og krummede tær over, hvor ikke-sjovt det er, var ikke, hvad jeg havde forventet.

This slideshow requires JavaScript.

Scenografien der er lavet af Peter Schultz, er fantastisk, og utrolig kreativ. En skakbrætmønstret scene, der buer, skaber liv på scenen. Som når for eksempel Sally er på arbejde, og skal gå rundt på scenen i meget høje hæle. Hun må nærmest kravle rundt flere gange, mens de mandlige kollegaer, med nemhed kommer rundt på flade sko. En super fin måde at bruge scenen og kreativt vise kønsforskellene.

Skuespillerne spiller faktisk også ganske godt, det er materialet, de har, der ikke fungerer. Det er tydeligt, at de prøver på livet løs at være sjove, men manus er ikke til det. En skuespiller kan ikke være bedre end det manus, han eller hun får at arbejde med.

Alt i alt må jeg sige, at det var en skuffende omgang. En forestilling der skulle komme med en sjov vinkel på feminisme og kønnet, ender ud med at blive lige så kønsløs som Barbie og Ken

”GRAB THEM BY THE PUSSY” får 1 stjerne, og den går til den kreative scenografi.

 

Læs mere om forestillingen og bestil billetter

Medvirkende:

SKUESPILLER: CAMILLA GJELSTRUP, HOLGER ØSTERGAARD, METTE GADEBERG GREGERSEN, ALBERT STEIN ANKERSTJERNE OG JOSEFINE TVERMOES*  (*Elev ved Den Danske Scenekunstsskole)
TEKST: JEANETTE MUNZERT
INSTRUKTION: RASMUS ASK
SCENOGRAFI: PETER SCHULTZ
LYS: STEFFEN ILFELDT
LYD: ANTON BAST
PRODUCERET AF TEATRET SVALEGANGEN

 

Med venlig hilsen

5 Stjerner.

God røv! Men hvad skal de striber til for?

Som musikkens intensitet stiger, mærker jeg, at mit hjerteslag følger med. Jeg sidder næsten og hiver efter vejret. Man skulle tro, at det er mig der danser.

Solitudes duo - Fotograf Denis Farley

Solitudes duo – Fotograf Denis Farley

“Solitudes duo” danser på Bora Bora, Århus fra d. 13-15 mar. 2018

På scenen danser et par. To mænd, to kvinder, en mand og kvinde. Påklædt… knap så påklædt. Der er altid kun et par, der danser på scenen. Nok danser de nogle af de samme sekvenser, men hver gang får dansen en ny betydning.

Danseforestillingen er utrolig sanselig og kropslig. Det feminine og det maskuline bliver tydeligt på en særlig elegant måde. Det feminine og maskuline smelter sammen det ene øjeblik, for efterfølgende at stå knivskarpt alene.  Musikken forstærker udtrykket på scenen, og jeg drages mod dansen. Dog er der noget med overgangende, som jeg finder noget skarpe. Som musikken holder op, er kun lyden af summende lamper og pustende dansere tilbage. Det er, som om jeg bliver revet tilbage til virkeligheden.

Det er lang tid siden, jeg har set så mange rullende hofter, og ikke mindst hvor forskelligt de rullende hofter opfattes afhængigt af, hvem der ruller og med hvem. De er kejtede, sjove, dansende, sensuelle og seksuelle.

Som jeg sidder og ser på de meget letpåklædte dansere, er det kroppen, der kommer i fokus. Hver en muskelspænding popper, som de foretager akrobatiske og blide løft. Det er tydeligt, at det er teknisk krævende. Nok er bevægelserne glidende, og udført med knivskarp præcision, men som de svedglinsende kroppe viser, er det ikke uden besvær.

Igennem forestillingen leges der med nøgenheden og dens betydning. For eksempel er de to dansende kvinder på scenen med både bare og dækkede bryster. Det er forunderligt at se. hvordan en dansescene kan skifte udtryk bare ved at tilføje eller fjerne lidt tøj.

Som jeg sidder og nyder dansen, stikker noget af tøjet mig i øjnene. Flere af de mandlige dansere, der kun er iført nogle meget stramme shorts, drager mine øjnes opmærksomhed. Jeg er glad for en god stram røv, som så mange andre. Men da shortsene har en meget tydelig stribe på siden, bliver mine øjne ved med at fokuserer i det område. Det betyder at jeg misser helheden. Det samme gælder en meget blå top, som en af de kvindelige danser har på. Den suger min opmærksomhed, og det er en skam, da dansen er så smuk.

 

“Solitudes duo” skal have 4 dansende Stjerner.

 

Læs mere om forestillingen og køb billetter

Danseforestillingen kommer også på turné på: Teater Nordkraft i Aalborg, Teater Momentum i Odense, og Baltoppen Live i Ballerup. Se turnéplan

 

MEDVIRKENDE:

KOREOGRAF
DANIEL LÉVEILLÉ

DANSERE
MATHIEU CAMPEAU
ELLEN FUREY
ESTHER GAUDETTE
JUSTIN GIONET
EMMANUEL PROULX
SIMON RENAUD

LYS
MARC PARENT

MUSIK
JEAN-SÉBASTIEN BACH
PANCRACE ROYER

KOSTUMER
GENEVIÈVE LIZOTTE

PRØVEINSTRUKTØR
SOPHIE CORRIVEAU

FOTOGRAF
DENIS FARLEY

PRODUKTION
DANIEL LÉVEILLÉ DANSE

Med venlig hilsen

5 Stjerner

Skræmmende morsom, skræmmende i den forstand, at jeg kan genkende mig selv

Som boksekampen går i gang, kan jeg ikke lade være med at tænke, at mange familier (inklusiv min egen) godt kunne bruge at få renset luften. Men gad vide om vi ville komme tættere på hinanden, eller ville slå vores familie helt i stykker.

I FAMILIEN kan ses på Svalegangen, Århus fra d. 24. Feb. – 10. Mar. 2018

I FAMILIEN er en generationskomedie. Familieforskelle bliver virkelig sat på spidsen. Vi kommer omkring søskendekonkurrence, irriterende svigerbørn og bedsteforældre, der drømmer om en jul som i gamle dage.

This slideshow requires JavaScript.

Julen er omdrejningspunktet i forestillingen I FAMILIEN. Vi møder det ældre ægtepar Poul og Jette. Poul drømmer om at stå på ski i Norge med familien, mens Jette bare ønsker sig en jul, hvor alle er glade. Deres to børn lever vidt forskellige liv. Datteren Katrine og hendes mand lever et socialbevidst liv med christianiacykel, og ønsker sig en donation til en velgørende organisation i julegave. Sønnen Tobias og hans kone, lever det gode liv med fokus på de helt rigtige designmøbler. Julegavelisten er lang og de ved præcist, hvad de gerne vil have; Copenhagen og de helt rigtige kuvertlagner. Da Jette får lidt hjerteflimmer, ser Tobias og hans kone deres chance for at kapre julen, men ikke uden problemer.

De tre familier er farvekoordineret efter Gallupkompasset. Rød: Traditionelle fællesskaborienterede. Blå: Moderne individorienterede, Grøn: Moderne fællesskaborienterede.

Poul og Jette er klædt i rødt fra top til tå, og når vi er hjemme ved dem er scenografien og rekvisitter også røde. Tobias familie er blå og Katrines familie grøn. Det er en utroligt godt tænkt og enkelt, men virker på den helt rigtige måde.

Desuden bidrager og forstærker det mange gange det komiske i forestillingen. Som da vi er til juleklip ved Tobias og hans familie. Stole, glas ja selv julepapiret er i blå farver. Så da Jette pludselig sidder med noget rødt papir, hun selv har taget med, giver det anledning til en humoristisk konflikt.

Hele forestillingen er en lang kamp for at blive set og hørt. De sarkastiske bemærkninger fylder scenen, og familiefordommene bliver kørt helt ud. Det er hylende sjovt, men også lidt skræmmende når man sidder og genkender bidder fra sit eget familieliv.

This slideshow requires JavaScript.

De to søskende har en både fysisk og symbolsk boksekamp. Et meget smukt billede på hvordan det at blive hørt og set i nogle familier kan være en kamp for overlevelse.

Jeg er vild med den barske humor, den enkle men særdeles virksomme scenografi. Skuespillerne spiller røven ud af bukserne, og jeg sidder – og griner – og krummer tæer på skift.

I FAMILIEN skal have 5 store stjerner, En forestilling man skal tage familien i hånden og se.

Og der er rig mulighed, da forestillingen tager på turne i Danmark:

  1. feb. Musikhuset ALFA, Aars
    28. feb. Støberiet, Hillerød
    12. marts Viborg Teater
    13. marts Randers Egnsteater
    14. marts Hobro Teater
    15. marts Teatret Møllen, Haderslev
    16. marts Teatret Møllen, Haderslev
    17. marts Teatret Møllen, Haderslev
    19. marts Nr. Nissum Seminarium
    20. marts Sønderborg Teater
    21. marts Svendborg Teater
    22. marts Svendborg Teater
    23. marts Svendborg Teater
    26. marts Landstheatret Flensborg
    27. marts Jysk Musikteater,Silkeborg
    04. april Arena Assens
    05. april Næstved Teater
    06. april Holbæk Teater
    09. april Bornholms Teater
    10. april Herlev Teaterbio
    11. april Erikstruphallen, St. Heddinge
    12. april Slagelse Teater
    13. april Medborgerhuset, Hvidovre
    14. april Helsingør Teater
    16. april Viften, Rødovre
    17. april Nakskov Teater
    18. april Vordingborg Gymnasium
    19. april Gribskov Kultursal, Helsinge
    20. april Kulturhuset Manzius, Birkerød
    23. april Esbjerg Musikhus
    24. april Horsens Ny Teater
    25. april Vejle Musikteater

 Læs mere om forestillingen

Medvirkende:

SKUESPILLER: OLE JAKOBSEN, MARTIN GEERTZ, KIRSTINE HEDRUP, KAJA KAMUK, DANIEL BEVENSEE OG BODIL LASSEN
TEKST: ANNA PANDURO
INSTRUKTION: PER SMEDEGAARD
SCENOGRAFI: SIGGI ÓLI PÁLMASON
PRODUCERET AF TEATRET SVALEGANGEN

 

 

Danseforestilling, hvor jeg godt kunne undvære dansen

Jeg kigger mig omkring og ser en flok unge mennesker, helt blanke i blikket. De følger ikke med i, hvad der sker på scenen, de sidder i deres egne tanker. Jeg kan ikke bebrejde dem, jeg sidder jo også og tænker på noget andet.

”HERFRA MIN VERDEN GÅR” spiller fra d. 27. feb. til d. 3. mar. Åbne Scene, Godsbanen, Aarhus

NextDoors nyeste danseforestilling ”HERFRA MIN VERDEN GÅR” tager en dokumentarisk vinkel på, hvordan asylbørn vokser op i en venteposition.

Historien er rodet. Vi får at vide, at vi skal høre historien om en teenagers liv som asylansøger. Men forestillingen indeholder også, hvordan vi alle stammer fra aberne og, hvordan Amerika blev kolonialiseret.

Hele fortællingen starter så fint ud. Vi inviteres til at komme helt tæt på. Publikum sidder på puder omkring de tre performere. De går i gang med at fortælle om grundene til at man kan være asylansøger. Som de forskellige muligheder fremlægges, inddrages vi som publikum. En gruppe får at vide, at de er flygtet, fordi de er fattige, de vil derfor rejse ud for at søge arbejde. Som de har taget deres puder og flyttet sig til en andet placering i salen, bliver der sagt, at de har fået afslag, og ikke kan blive. De må så tage deres puder og sætte sig et andet sted.

Frustrationen er tydelig i ansigtet på de unge mennesker, og her snakker vi bare om en flok danske teenagere, der skal rejse sig op igen. Det er en superfin måde at vise, hvor frustrerende det må være at rejse rundt som asylansøger.

Fortællingen indeholder; dansesekvenser, en 14-årig asylansøgers fortælling, jord, små huse, udlændingeloven, shreddede papirer og en sø af mælk. Igennem fortællingen er der flere meget fine elementer. Som da vi får at vide, hvor den 14-årig asylansøger og hendes familie har boet. Et lille hus flyttes rundt på scenen. Det placeres i hvad ligner mælk, vi ser dog hurtigt, at det ikke er mælk men en klistret masse. Med jord skrives de forskellige steder de har boet, og huset flyttes med besvær rundt. En meget fin måde at vise hvor svært det kan være at flytte, når man har slået rødder.

Herfra Min Verden Gaar- Fotograf Joan A. Melchiors

Herfra Min Verden Gaar- Fotograf Joan A. Melchiors

Men så er der alt rodet. Og jeg snakker ikke kun om, hvordan scenen ender med at se ud.  Igennem forestillingen er der flere dansesekvenser, som blandt andet skal symbolisere det at rejse. Disse sekvenser er i princippet fine, dog lidt lange i det, og det er ikke altid tydeligt, hvad de vil med dem.  De bryder op med historien, og forstyrrer mere end de gavner. Hvis publikum ikke sidder og dagdrømmer, sidder de og dukker sig for ikke at få det hvide mælkesnask på sig, da danserne også ligger og roder rundt i det med deres hænder. Endnu et forstyrrende element jeg ikke forstår hvad de vil med.

Temaet er meget spændende, men selve forestillingen er super rodet, og forstår ikke at holde fokus på det vigtige det at være asylansøger. Der hoppes rundt og vores 14-årige asylansøgers fortælling drukner i klistret mælk og shreddet papir.

 

”HERFRA MIN VERDEN GÅR” skal have 2 stjerner

 

Læs mere om forestillingen, køb billetter

Foruden at spille perioden i Århus 27. februar- 3. marts spiller forestillingen også i København efterår 2018.

Koreografi, iscenesætttelse og koncept: Ingrid Tranum Velásquez, Anette Asp Christensen, Alexandra Hallén, Annika Nilsson

Medvirkende: Ingrid Tranum Velasquéz, Anette Asp Christensen og Alexandra Hallén

Producent: NextDoor Project

Komponist: Alexandra Carlgren Scenograf: Annika Nilsson

Interviews og lydoptagelser: Maj Horn & Eduardo Abrantes

Idé og kunstnerisk ledelse: Ingrid Tranum Velásquez

Fotograf: Annika Nilsson

 PR: Karen Toftegaard ApS

 

 

 

 

 

Skal vi løbe hjemmefra?

 

Vi har alle prøvet det. At blive så vred, at det føles som om man vil eksplodere. At blive så vred, at vi planlægger at løbe hjemmefra eller faktisk gør det. Det er ikke kun børn, der sommetider løber hjemmefra, voksne gør det også. Når alting bliver for meget.  

”Historien om huset, der blev til en prik”, kan ses på Teatret Gruppe 38, Århus. D. 23. feb. – d. 7. mar. 2018. (8+ år)

Historien om huset der blev til en prik - Plakatkunstner: Claus Helbo

Historien om huset der blev til en prik – Plakatkunstner: Claus Helbo

Fortællingen er simpel; Solvej har set frem til at dele en skål jordbær med sine to brødre. Men da jordbærene skal deles ud, får hun et for lidt. Dette bliver hun meget sur og vred over, især da alle omkring hende siger ”skidt pyt”. Solvej bliver så vred, at hun løber hjemmefra. Historien ender dog godt, og Solvej finder hjem igen.

Historien er bygget op i lys og skygger. Bagtæppet er en projektion, der igennem forestillingen skifter udtryk, og er med til at sætte stemningen. Dette suppleres af en meget gennemført og velfungerende lyd- og musikside.

Hele fortællingen vises og fortælles igennem et skyggespil. På scenen står et bord med vaser, plastikdyr, en radio og en masse andre ting. Med lommelygter skabes forunderlige billeder, der vises på bagtæppets projektion. Det er fascinerende at se de tre medvirkende skabe disse fantasifulde billeder. Det er som om, vi får lov til at se med bag scenen.

Historien om huset der blev til en prik hus- Pressefoto Gruppe 38

Historien om huset der blev til en prik hus- Pressefoto Gruppe 38

Bodil Alling, agerer fortæller, og er hovedperson. Men igennem fortællingen hopper Bodil Alling også ud af historien, og agerer med hendes to hjælpere Søren Søndberg og Søren la Cour. Denne småsnakken finder jeg utrolig forstyrrende for fortællingen. Til at starte med sidder jeg og spidser ører for at følge med, men finder hurtigt ud af, at det ikke har noget med hovedhistorien af gøre, og så generer det mig endnu mere. Det trækker fokus fra en ellers meget fin fortælling.

Forestillingen er ikke kun for børn. Som ganske voksen fascineres jeg af at sidde og se, hvordan almindelige ting pludselig bliver til en fantasifuld verden, med et utal af lag. Solvejs rejse ud og hjem, er i sig selv simpel, men noget vi alle børn som voksne kan se os selv i. Hvem har ikke haft lyst til at løbe hjemmefra, en gang i mellem?


”Historien om huset, der blev til en prik” skal have 3 Stjerner, for det meget opfindsomme skyggespil

 

Læs mere om forestillingen og køb billetter

 

Medvirkende:
På scenen: Bodil Alling, Søren Søndberg, Søren la Cour
Instruktør: Catherine Poher
Skabt af: Catherine Poher, Bodil Alling, Søren Søndberg, Søren la Cour, Sara Topsøe-Jensen, Agnès Limbos, Philippe LeFebvre, Olivier Guillemain, Lars K. Olesen, Marie Netterstrøm
Plakatkunstner: Claus Helbo

 

Klar til at grine igennem?

Som forestillingen går i gang ledes mine tanker hen på Zulus ”Dybvaaaaad” en humoristisk gennemgang af ugens tv. Det er lidt det samme og så alligevel ikke. Jeg mener, måske er det mere som Zulus “Nørgaards Netfix”. Han bruger jo også en masse YouTube klip, dog ikke lige så kreativt.

Bora Bora præsenter dobbeltprogrammet “Dans, for Satan” og “Forecasting”. De kan ses d. 13-14. Feb.

Dans, for Satan

“Dans, for Satan” er aftenens første forestilling. Det er en humoristisk refleksion over temaerne køn og seksualitet. Forestillingen indeholder to dele, en oplæsningsdel og en dansedel. Oplæsningsdelen er en smule svær at høre, og jeg glemmer hurtigt, hvad der bliver sagt. Mens dansedelen er meget sanselig og nærværende.

Dans for satan- pressefoto

Dans, for satan – pressefoto

En ung kvinde iklædt en leopardmønstret skjorte, gyldne leggings samt kondisko, danser rundt på scenen. Hun skifter konstant mellem kontrol og vildskab. Som vi sidder og ser på hende, minder hun om en mellemting mellem en lille pige, og en beruset kvinde. Dansen indeholder både uskyldighed og en spirende seksualitet, der pirrer publikum. Med et glimt i øjet drages vi mod scenen.

I programmet på hjemmesiden kan jeg se, at forestillingen gerne vil diskutere ligestilling, men jeg må indrømme, at det for mig bliver en meget lille del af forestillingens udtryk.

Forestillingen “Dans, for Satan” er fyldt med humoristiske elementer, og jeg sidder ofte og griner.

Forestillingen blev udvalgt af det europæiske netværk af danseteatre, Aerowaves, til at være blandt de 20 bedste nye talenter, der skal præsenteres rundt i Europa i 2018. Og jeg må indrømme, at jeg glæder mig til at se mere fra performeren Hilde Ingeborg Sandvold.

Forecasting

Aftenens anden forestilling “Forecasting” er ligeledes blevt udvalgt af Aerowaves, til at være blandt de 20 bedste nye talenter, der skal præsenteres i Europa i 2018.

 

This slideshow requires JavaScript.

Forestillingen “Forecasting” indeholder en ung kvinde og hendes computer. På computeren vises en samling amatørvideoer taget fra verdens største online videodelingskatalog; YouTube. På scenen manipulerer performeren den bærbare computer. YouTube videoer vises på computerskærmen og hun agerer foran, bagved, under og over skærmen. Det er som om to verdener – nutid og fortid – smelter sammen, og bliver til noget helt andet.

Til at starte med er det brugsanvisninger. Man sidder og stirrer på skærmen, og glemmer til tider helt at se på resten af den kvindelige performer. Da jeg tager mig tid til at se udover computerskærmen, sker der noget. Selvom det for eksempel kun er hendes hænder, der skal se ud som om de er en del af videoen, agerer hele hendes krop. Til tider laver hun endda selv et lydspor, som er ganske underholdende.

Forestillingen “Forecasting” er sjov, og man sidder meget af tiden og griner. Nogle af videoerne er ganske vist under bæltestedet, og dette er en nem måde at få publikums fulde opmærksomhed. Igennem forestillingen flytter computeren sig, og performeren formår virkelig at benytte hele scenen. Det meste af tiden er hendes timing helt perfekt, men det gør også, at når den ikke er, lægger vi mere mærke til det.

Jeg må dog indrømme, at efter et stykke tid tænker jeg, ”nu har vi vist set det”. Men ligesom med Zulus “Dybvaaaaad” og “Nørgaards Netfix”, som også er en gentagelse på gentagelse, popper et nyt videoklip op, og jeg sidder igen med et smil på læben. Det er sgu meget sjovt.

 

Dobbeltforestillingerne ”Dans, for Satan” og “Forecasting” er til det publikum, der gerne vil underholdes og le, og hvem har ikke brug for det i disse kolde og mørke tider.

”Dans, for Satan” skal have 3 store Stjerne.

 “Forecasting” Skal have 4 stjerner, man får jo helt lyst til at gøre hende kunsten efter, for at se hvor svært det er.

dansforsatan-2-940x480px

 Læs mere om forestillinger og bestil biletter 

Medvirkende i ”Dans, for Satan”:

KOREOGRAF & PERFORMER
HILDE INGEBORG SANDVOLD

FOTOGRAF
TALE HENDNES

 

Medvirkende i “Forecasting”:

SKABT AF
GIUSEPPE CHICO
BARBARA MATIJEVIĆ

PERFORMER
CHARLOTTE LE MAY

VIDEO
GIUSEPPE CHICO

LYD
VIKTOR KRASNIC

PRODUKTION
KAAITHEATER (BRUSSELS)

CO-PRODUKTION
UOVO (MILAN)

EXECUTIVE PRODUCER
1ER STRATAGÈME

DE FACTO

STØTTET AF
DRAC ILE DE FRANCE

CROATIAN MINISTRY OF CULTURE
THE CITY OF ZAGREB
THE FRENCH INSTITUTE
BEAUMARCHAIS SACD ASSOCIATION
PACT ZOLLVEREIN (ESSEN)
CAOS/FESTIVAL TERNI (RESIDENCY PROGRAM)

TAK TIL
MARIE ROCHE/GRAND ENSEMBLE FOR COLLABORATION
ROSTAN CHENTOUF FOR PROJECT MANAGEMENT

 

Bare det snart var sommer!

Da jeg var barn føltes et år som en evighed. For eksempel at vente på at det skulle blive jul, aldrig har 24 dage varet så længe. Til gengæld føltes sommerferien som en evighed. Som jeg er blevet voksen flyver årene af sted, og det kan være svært at forstå hvor alle de år er blevet af.

Årstidsfabrikken spiller på Filuren fra d. 8. Feb. – 25. Feb. 2018 (Anbefalet til 4+)

Årstidsfabrikken - Pressefoto

Årstidsfabrikken – Pressefoto

Børneteater forestillingen ”Årstidsfabrikken” fortæller historien om Geo og Floras venskab. Geo er bestyrer for årstidsmaskine. Den sørger for at vinter bliver til forår osv. Men for at han kan vide hvornår vinter skal bliver til forår, har han brug for Flora. Florer er en meget sjælden blomst, som også er halvt menneske. Det betyder at hun sover hele vinteren, spirer om foråret, springer ud om sommeren og visner om efteråret. Men vær gang Flora vågner fra sin vinter lur, kan hun ikke huske noget. Derfor må Geo hjælpe hende med at huske de forskellige årstider.

Som Geo tager imod os og viser os på plads i salen, ser vi med det samme den meget opfindsomme Årstidsfabrik. Scenerummet er lille og fabrikken fylder hele rummet ud. Den er levet i to niveauer, på det øverste ligger Flora og sover. Desuden indeholder den alverdens spændende knapper og håndtag. Den er en skønd blanding af fantasi og ting vi kender, som en vandpumpe for eksempel. For vind, regn og temperaturen skal indstilles vær gang det er tid, til en ny årstid. Desuden er der et skab med ekstra ingredienser  Det er som et skatkammer og indeholder blandt andet fuglesang, og istapper, ingredienser der skal tilføjes for at årstiderne bliver helt rigtig.

This slideshow requires JavaScript.

Forestillingen er lavet til børn og barnlige sjæle, det er tydeligt at man i denne forestilling tænker som at barn. Som da Flora og Geo leger at de er på strandtur, for at huske sommeren. Denne strandtur udvikler sig som en almindelig børneleg ville. Strandturen bliver til en skattejagt som ender ud i cirkus. Ikke den mest indlysende vej at gå med historien, men det behøver leg jo heller ikke. Det er fantastisk at se at man har lavet en forestilling der virkelig forstår sit publikum.

Et andet sted man ser dette, er ved gentagelsen af hvordan maskinen skal indstilles. Igennem forestillingen oplever vi de fire årstider. De laves som udgangspunkt på samme måde, og testes i testkammeret inden de sendes ud i verden. Dette giver noget ro ved børnepublikummet, de ved hvad der vil ske.

De to skuespiller spiller super godt og deres kostumer er meget opfindsomme. Iklædt de fineste smækbukser ligner de næsten børn. især må jeg sige at jeg som voksen bliver dybt imponeret da Flora springer ud. Pop, og der er blomster. I det hele taget er forestillingen ganske sjov. Jeg syntes det er så fint at forestillingen både er informativ, når det kommer til årstiderne, men også har et dybere lag der handler om venskab.

 

Årstidsfabrikken skal have 4 store årstids stjerner

 

Læs mere om forestillingen og bestil billetter

Medvirkende:

Idé: Stig Reggelsen Skjold // Tekst: Morten Kamuk Andersen, Linda Fallentin og Theresa Grønning // Instruktør: Theresa D. Grønning // Scenografi: Morten Kamuk Andersen // Lysdesign: Jesper Munk Jepsson // Musik: Katinka Bak Bramsen // Produktion: Teaterhuset Filuren og Fæhovedets Teater. // Kostumer: Kathrina Hjort Vilsgaard // Instruktørassistent: Sofie Amalie Rasmussen // Medvirkende: Morten Kamuk Andersen og Linda Fallentin

 

Med venlig hilsen

5 Stjerner

Bare mine forælder havde set den.

Jeg husker det tydeligt, min konfirmation. Jeg havde glædet mig i lang tid, men alle beslutningerne blev taget hen over mit hoved. Kjolen var et arvestykke, der bestemt ikke var mig. Menuen stor på suppe, steg og is. Hvor af isen var det eneste jeg havde valgt. Og så var der det med gud. I min familie var det en selvfølge at man skulle konfirmeres, men ingen talte nogensinde om tro. Ser nutiden anderledes ud?

Hva tror du selv - pressefoto

Hva tror du selv – pressefoto

Forestillingen ”HVA’ TROR DU SELV?” er en forestilling der henvender sig til unge i konfirmation alderen. Og deres forælder kan kun anbefales at se med.

”HVA’ TROR DU SELV?” spiller på Svalegangen, Aarhus fra d. 11- 13. jan. (Skoleforestilling efter aftale)

Omdrejningspunkt i ”HVA’ TROR DU SELV?” er konfirmationen. 13-årige Ella skal snart konfirmeres. Hendes faren er i gang med at planlægger den helt store og, hvad han tror, vil være den perfekte konfirmation. Mens Ellas mor har mere travlt med hendes New age tænkning. Men det er ikke de eneste udfordringer Ella står over for. En ny pige, præstedatteren Sofia er flyttet til byen og Ella vil gerne være venner med hende. Men klassens populære pige, Charlotte, ­beslutter sig for, at hun ikke kan lide Sofia.

Scenen er lille og intim. Med publikum placeret på alle fire sider, sidder vi helt tæt på. Et gult gulv indrammer scenen. Den eneste scenografi er et gult skab på hjul, der igennem forestillingen transformerer sig fra blandt andet spisebord til cykel. Scenografien er meget gennemført gul, med et par små svipser der bliver ved med at generer mig. En sort cykelslange, en sort mikrofonen, en hvid hash cigaret og en halskæde med et kort, har ikke fået den ærer at være gule, og falder derfor udenfor. Det er en skam, når man nu har brugt så meget energi på at lave alt gult. Når det så er sagt er jeg vild med den enkle måde den gule farve er med til at fremhæve rollerne.

De to kvindelige skuespiller, spiller alle rollerne. Og vi er aldrig i tvivl om hvor vi er eller hvem de spiller.  Et gult slips er Ellas far, og et gult tørklæde hendes Mor, Ella er et par gule høretelefoner osv. Alle rollerne er tydelige, hvilket er super godt, ikke mindst når publikum sættes til at spille Ella.

I det hele taget inddrages publikum ganske meget. Via en mikrofon opstår der en fortæller, som sætter scenen, men også inddrager publikum. De bliver spurgt til råds. ”hvilket musik hører Ella?” ”hvor mange af jer har røget has?” Spørgsmålene er med til at gøre forestillingen mere levende. Men det er ikke alle der syntes at det er rat at blive inddraget. Til den forestilling jeg var inde at se, var svaret på mange spørgsmål ”det ved jeg ikke” og hvis man pressede dem og spurgte igen, blev svaret ”det ved jeg ikke”. Man kunne se hvordan de unge mennesker krympede sig. Skuespillerne har derfor brug for at blive bedre til at aflæse hvilke publikummer man kan spørge. Og ikke mindst havde en plan for hvad man gør når ”det ved jeg ikke” dukker op.

Skuespillet i ”HVA’ TROR DU SELV?” har jeg ikke en finger at sætte op. De to kvindelige skuespillere, Camilla Gjelstrup og Kaja Kamuk spiller alle rollerne, med en fantastisk indlevelse, og forstår virkelig at skifte elegant imellem de mange forskellige roller. Forestillingen er en god blanding af alvorlige emner peppet op med humor.

Forestillingen er fyldt med væsentlige problematikker, og jeg er sikker på at den kan gøre en forskel for unge og ikke mindst deres forælder. Personligt ville jeg havde ønsket at mine egne forældre havde set en lignende forestilling da jeg skulle konfirmeres.

 

”HVA’ TROR DU SELV?” skal have 4 store gule stjerner

Læs mere om forestillingen og køb billetter

MEDVIRKENDE: Camilla Gjelstrup og Kaja Kamuk

TEKST: Brian Wind-Hansen
INSTRUKTION: Anne Zacho Søgaard
DRAMATURG: Tine Byrdal Jørgensen
SCENOGRAFI: Katrine Gjerding
PRODUCERET AF Teater Wunderbar

 

 Med venlig hilsen

5 Stjerner