Forviklingerne vil ingen ende tage.

 

I forestillingen ”Slottet i Sverige”, som spiller på Stavstrup Scenen frem til den 8 december, vil forviklingerne ingen ende tage.

Denne romantiske farce er skrevet af Francoise Sagan i 1960. En hurtig opridsning af hovedplottet er ganske indviklet, men jeg vil alligevel prøve at komme med et bud.

Hugo er Svensker og ejer slottet sammen med sin søster Agathe. Agathe vil gerne holde slottet og alle, der bor på det i en tidslomme fra Rokokotiden. Dette betyder at man er klædt derefter, også selv om vi befinder os i 1990erne. Elenore er kone til Hugo, og har selskab af sin bror Sebastian på slottet. Frederic er en nær slægtning til Hugo og Agathe, som forelsker sig i Hugos kone Elenore. Og så er der Hugos afdøde første kone, som ikke er så død endda, men derimod spæret inde på slottet. Nå ja og så har vi butleren.

Fortællingen er fyldt af forviklinger på kryds og tværs, og som man tror man har fat på dem alle opstår nye. Det er en meget langtrukket fortælling, og man sidder sommetider og glider lidt hen. Når det så er sagt, så er fortællingen fyldt af morskab og ganske underholdende.

Slottet i Sverige, lånt fra Stavstrup Scenens hjemmeside

Slottet i Sverige, lånt fra Stavstrup Scenens hjemmeside

Som nævnt så har Agathe et ønske om, at alle på slottet er påklædt som var vi i 1800 tallet. Dette gør at vi har fornøjelsen af nogle meget flotte og gennemførte kostumer på scenen. Desværre er der taget et valg om, at nok skal påklædningen være fra 1800 tallet, men det gælder åbenbart ikke for skoene. De fleste af skuespillerne har kondisko på igennem meget af forestillingen. Dette er med til at stjæle opmærksomheden, og det er en skam, da man har brug for at følge godt med for at få alle forviklingerne med, og ikke mindst nyde de mange sjove dialoger på scenen.

Stavstrup Scenen er sluppet meget fint af sted med denne forestilling, scenografien er udsøgt. Dog virker det som om der er nogen, der har fået fri leg når det kommer til lyssætningen. Den er meget varieret , virker rodet og er uden struktur.

Kan man lide forviklinger og kage er Stavstrup Scenens ”Slottet i Sverige” det helt rigtige valg.

”Slottet i Sverige” skal have 3 store stjerner herfra, ikke mindst for sine underholdende øjeblikke, og en perfekt othellolagkage, som altid, i pausen.

 

 

Forestillingen spiller: 21,24,26,27,29, 30 november og 5, 6 og 8 december

Læs mere om Stavtrup Scenen

 

Medvirkende:

Skuespillere: Maiken Damsgaard Bøgh, Kåre Andersen, Marianne Skou, Per Høstrup, Carl Olsen, Chris Amdisen og Birte Kock Larsen

Instruktør: Søren Møller

Sufflør: Maja Larsen

Scenograf: Jonna Kessel

Teknik: Holger Timman, Frank Lindgreen, Lykke Hansen og Karl Henning Broch

 

Med venlig hilsen

5 Stjerner

 

Reklamer

Dukke numse, det er sku sjovt

De fleste børn kender H. C. Andersens Kejserens Nye Klæder. Det er historien om den meget forfængelige kejser, der til sidst i historien ender med at gå i gennem byen uden tøj på.

På en eventyrlig scene i Filuren, bydes der velkommen til dukkeforestillingen, Kejserens Nye Klæder. Det er en munter børneforestilling, som også vil få de voksne til at grine. Forestillingen spiller fra den 24.november – 16. december.

I Filurens dukke forestilling, Kejserens Nye Klæder, spilles de bærende roller af store dukker, dette suppleres af to dukkefører der også har fået tildelt mindre roller. De store dukker er med til at skabe en verden der er baseret på fantasi. Dukkerne er hvær især noget ganske særligt og der kan ikke hersker tvivl om at der er lagt meget arbejde i at udvikle dem. Som voksen fascineres jeg over deres detaljer, det er som om jo mere jeg ser på dem, jo mere opdager jeg.

Foto Joan Andersen, Væggen på Filuren, Kejserens Nye Klæder

Foto Joan Andersen, Væggen på Filuren, Kejserens Nye Klæder

 

Anja er vores fortæller, en fascinerende dukke med lilla hår, samt tilhørende dukkefører. Hun byder os velkommen og tager børn og barnlige sjæle med ind i en eventyrlig verden. Scenografien vækker minder tilbage til barndommens eventyrlige bøger. Vi er på intet tidspunkt i tvivl om hvor vi befinder os. Det er en skam at Anja kun byder os velkommen og siger farvel til sidst. Igennem forestillingen er der en del sceneskift, som fungerer meget fint, den ene scene, glide over i den næste. De forskellige dukker hjælper med at tage scenografi ud og ind. Dog hjælpes de også af en ung kvinde, som ingen dukke eller udklædning har. Jeg syntes at det er en skam at dukken Anja ikke får lov til at hjælpe mere til. Kun en enkel gang ser jeg at hun hjælper.

Musikken har en stor betydning. En musikant sidder på scenen og spiller på harmonika. Kejseren hundser rundt med ham. Men han spiller ikke kun decideret musik, han laver også forunderlige lydeffekter igennem forestillingen. I det hele taget er musikken med til at fastholde os i den eventyrlige verden.

Kejseren, som spilles af en meget barnlig dukke, får os alle til at grine. Et godt eksempel er når han skaber sig og ikke vil stå op. Hans kejserlige påklæder må logge ham op af sengen med et spejl. Igennem hele forestillingen møder vi dukker, der gør sig til og ikke er bange for at komme helt tæt på publikum. Det er i det hele taget en meget morsom forestilling. Dukke førende og dukkerne spiller på lige fod, og det overrasker mig positivt, hvor godt det fungerer.

Filurens, Kejserens Nye Klæder, har fået et mere moderne sprog, dette er med til at også de voksne vil være underholdt. Historiens gang er der ikke lavet om på, kejseren kommer til sidst på gaden i bare ingen ting. Til min store glæde, ser vi til sidst en Kejserlig dukke numse, noget man sjældent ser.

Filurens, Kejserens Nye Klæder, skal have 4 dukke stjerner, en for Kejseren, en for Anja og to for svindlerne Ravn og Skade.

 

Filurens, Kejserens Nye Klæder, Alder: 8 +

Bestil billetter hos Filuren

 

Tekst: Steen Mourier

Instruktion: Christina R. R. Jørgensen

Scenografi og dukker: Sus Haugland

Musiker: Emir Bosjnak

Dramaturg: Sune Sørensen

Lysdesign: Jesper M. Jepsson

Produktion: Teaterhuset Filuren

Skuespillere: Uffe Kristensen og Sune Abel

 

Med venlig hilsen

5 Stjerner

 

For eller imod Dansk Folkeparti? Behøver man tage stilling?

 

vi står som sild i en tynde for at komme ind i salen, men vi må vente lidt ind nu, for først skal vi hører Prologen til forestillingen. Den er skrevet af selveste Pia Kjærsgaard. Det hun siger, er sikkert meget interessant, men jeg svært ved at hører hvad der bliver sagt, da højtaleren lyder som om den har spist en pude.

Forestillingen ”De stuerene” spiller på Svalegangen den 22. – 26. nov. Det er Mungo Park Kolding der står bag denne politiske gennemgang.

Og en gennemgang er hvad det er. Vi møder Pia Kjærsgaard, som en ung pige og følger hendes udvikling igennem det politiske Danmark. Igennem forestillingen sidder jeg og spekulerer over hvad denne forestilling vil. Den er hverken for eller imod DF, men hvad vil den så?

Foto Joan Andersen. Program; De stuerene

Foto Joan Andersen. Program; De stuerene

 

Det er humanismen der er fortæller, ikke mindst repræsenteret af Poul Nyrup Rasmussen, som spilles af Frank Thiel. Første gang Nyrup dukker op på scenen udbryder publikum i høj latter. Frank Thiel har fanget en god del af Nyrups velkendte gestik, men når det så er sagt bliver det til tider lidt for jappet. Det høje tempo der er gennemgående for forestillingen, gør at når Nyrup dukker op og skal sætte tempoet ned, opnås det ikke altid.

Når man tænker på DF kommer men ikke uden om de mange kontroversielle udtalelser. Igennem hele forestillingen møder vi et utal af politiker i og uden for DF, der alle har en mening de gerne vil dele. Hører man til det yngre publikum, og er man ikke inde i hvem der er hvem på Christiansborg, vil man til tider have svært ved at følge med. Når det så er sagt er der flere monologer og sang indslag som bestemt er med til at løfte forestillingen. Specielt vil jeg gerne fremhæve sangfuglen Anne Vester Høyer, der fremføre en meget smuk udgave af ” Der er et yndigt land”

Scenografien som består af nogle store bogstaver der danner ordet JEG ER DANMARK, bruges igennem hele forestillingen meget kreativt. Og det er en fornøjelse at se skuespillerne, klatrer, kravle og ikke mindst kneppe på de store bogstaver.

Som nævnt før et tempoet højt, skuespillerne har meget travlt igennem hele forestillingen med at skifte imellem de mange forskellige karakterer og kostumer. For det meste går det godt, men når det så kikser er det noget man ligger mærke til. Nyrup ikke når at få sine briller på og skuespilleren Tine Gotthelf som spiller Pia Kjærsgaard er Pia uden paryk. Det er en skam, for figuren Pia spilles super godt. Desuden er der en gullig nederdel, der skær mig i øjende. Alle skuespillerne er klædt i hvidt, men det har åbenbart ikke været muligt at finde en nederdel i en passende farve. Det er detaljer, men også de detaljer man ligger mærke til.

”De Stuerene” er en fin gennemgang af Pia Kjærsgaards politiske liv, suppleret af kulturelle danske højdepunkter. Hvis forestillingen vil vise det indlysende, hvor Danmark er på vej hen politisk, gør de det godt og humoristisk. Hvis forestillingen ønsker at fortæller os noget som ikke allerede har læst i dagliges presse, formår den ikke at få det frem. Det bliver en gengivelse, en underholdende gengivelse af virkeligheden uden at vælge side i debatten.

De stuerene får 3 Stjerner her fra, med håbet om at Nyrup vil huske at holde længer pauser når han taler.

 

Bestil billetter på Svalegangen

Læs mere om Mungo Park Kolding

 

Medvirkende:

Skuespiller: Trine Gottheft, Frank Thiel, Marie Nørgaard, Carl-Christian Riestra og Anne Vester Høyer

Instruktør: Kasper Sejersen

Manus: Kasper Sejersen

Scenografi: Louise Beck

Prolog: Pia Kjærsgaard

Lys: Morten Dorvin

Lyd: Anders Storm

Produceret af: Mungo Park Kolding

 

Med venlig hilsen

5 Stjerner

 

 

 

 

Barista Bro Dans

Sne på skærmen, muntert klaver musik, et filmapparat der lyder som en kaffekværn, mens Gøg & Gokke fjoller rundt, høj på kaffekandens indhold.

I DON GNU’s nye forestilling A SNOWBALL’S CHANCE IN HELL, er komikken fra 1920’ernes stumfilm kommet i fokus. Urpremiere fandt sted på Bora Bora i Aarhus d. 15. november og spiller frem til d. 25. november.

Med kaffekanden som hovedperson, byder DON GNU os velkommen i en verden, der er skabt til at få os til at grine. Fald på hale komikken, får i denne forestilling nyt liv. Dansen tager udgangspunkt i klassikerne. Selvom der ikke er nogen der falder i en bananskrald, har forestillingen et særligt fokus på det der kan gå galt.

Som forestillingen udvikler sig genkender man den ene klassiker efter den anden. Det er som at se en moderne udgave af Gøg & Gokke på slap line.

Pressefoto: DON GNU’s, A SNOWBALL’S CHANCE IN HELL

Pressefoto: DON GNU’s, A SNOWBALL’S CHANCE IN HELL

 

Et godt eksempel er ”jakke komikken. ”En jakke skal tages af, men de to danser ender begge med at være viklet ind i den, og af kommer den aldrig rigtig. Det er morsomt og er man glad for stumfilmens komik vil man elske forestillingen. Man tages tilbage til stumfilmens epopé tid

Ikke overraskende benytter DON GNU sig af video projektioner. Denne gang har Christoffer Brekne’s sort-hvid film, fået en mere bærende rolle. De fine små filmklip er med til at løfte og supplerer historien på scenen.

Scenografien er enkel; to skærme, to spots og et meget fascinerende filmapparat skaber den helt rigtige stemning. Især filmapparatet og kaffekanden er noget ganske særligt. De to særlige genstande er blevet moderniseret og byder på alverdens overraskelser. Dette suppleres af en ganske opfindsom og underholdende lys og musik side. Min yndlings lyd kommer fra kaffekanden, den har bestemt sit helt eget liv. Hvad den indeholder, er jeg lidt i tvivl om, men hvad det så end er, får det også mig til at smile ganske fjollet.

Nok fjoller de to danser rundt på scenen, men det sker med en præcision og ynde som er en sand fornøjelse at se på. De to mandlige danser Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen, har i sandhed fundet hinanden. Det er som at se to elskende, der ikke kan slippe hinanden af syne.

I DON GNU’s, A SNOWBALL’S CHANCE IN HELL, Det er en munter forestilling, der formår at løfte det klassiske fra stumfilmen, mens de stadigvæk overraske os.

Derfor skal den have 4 store stjerner herfra

 

 Video klip

 Køb billet hos Bora Bora

Læs mere om Don Gnu

 

Medvirkende:

Performance & koreografi: Jannik Elkær & Kristoffer Louis Andrup Pedersen

Dramaturg & visuelle medier: Christoffer Brekne

Musik: Alice Carreri

Teknik & Lys: Peer Mariboe

Producent: Sigrid Aakvik

Co-produktion: BORA BORA – Dans og Visuelt Teater

Støttet af: Statens Kunstfond

Tak til Sten Baadsgaard for hjælp til scenografi

  

Med venlig hilsen

5 Stjerner