Installationskunst på danse scenen.

Ud over teater holder jeg meget af at gå på museum, Installationskunst er noget jeg sætter særlig pris på. Jeg havde dog ikke forventet at opleve Installationskunst, da jeg tog på Bora Bora for at se danseteater.

Den 6. og 7. december kan man se dobbeltforestillingerne The Lover og Staying Alive, på Bora Bora Aarhus. Islandske Bára Sigfúsdóttir, giver et billede af hvordan mennesket, fortærer naturen. Kroatiske Jasna L. Vinovrski, tager fat på begrebet migration, og sangen “Staying Alive” af Bee Gees, får ny betydning.

The Lover

På Bora Boras hjemmesiden, kan jeg læse at danseforestillingen ”The lover”, handler om menneskets forhold til naturen. Menneskets behov for at kontrollerer naturen. Og at naturen i sidste ende vil finde en vej frem alligevel. Havde jeg ikke læst denne beskrivelse må jeg indrømme at jeg ikke ville vide hvad forestillingen handlede om, langt hen af vejen.

Bára Sigfúsdóttir, som er den eneste performer i denne forestilling har en helt særlig krops kontrol. Vi sidder og ser på at hun langsomt men kontrolleret udfordrer kreative stillinger. Det er som at sidde og se på en maget alternativ yoga lektion. Det meste af denne dans foregår langs gulvet og jeg må indrømme at mine tanker hurtigt flyver andre steder hen.

Foto: Leif Fimhaber. The Lover

Foto: Leif Fimhaber. The Lover

 

På scenen er opsat et bagtæppe det forestiller nogle meget smukke, menneskeskabte stensøjler. Mit blik drages af dette smukke stykke fotokunst. Som jeg sidder og betragter det ligger jeg mærke til at det ser ud som om det har været foldet sammen i kvadrater. Og jeg studser over at de ikke har gjort sig mere umage med at få det glattet ud. Det skal dog vise sig at der er mening bag dette. Pludselig hører vi lyden af rislende vand, og det går op for mig at vandet løber ned over dette bagtæppe. Som vandet tager til, ødelægger billedet af de fine søjler, og et mere grønt natur foto kommer frem. Jeg er vild med denne transformation af bagtæppet, men har svært ved at finde sammenhæng mellem dansen og scenografien.

For mig bliver det bærende element i forestillingen aldrig danseren. Bagtæppet stjæler opmærksomheden. Det er som at sidde og se på et smukt stykke Installationskunst, hvor dansen godt kunne undværes.

Men det er ikke kun forestillingen ”The Lover” der måske ville gør sig bedre på et museum, Installationskunsten fortsætter i forestillingen “Staying Alive”

Staying Alive


Med absurd humør byder kroatiske Jasna L. Vinovrski, os ind til en verden i der omhandler ”migration”. Den embedsmand-påklædte kvinde bydes op til dans af en bog og en Ipad. De to genstande får igennem forestillingen bærende roller.

Som Jasna L. Vinovrski, tripper rundt på scenen med en Ipad på hovedet, imponeres vi over hvilken balance denne kvinde har. Ikke mindst som hun står og balancerer oven på en kæmpe stak bøger.

Presse foto: Foto: Staying Alive

Presse foto: Foto: Staying Alive

Jasna L. Vinovrski guide os igennem forestillingen. Hun fungerer som fortæller, men også performer. Dog må jeg indrømme at også dette stykke danseteater minder mere om et stykke Installationskunsten. Det har flere underholdende elementer. To ældre herrer og en halv gymnasieklasse sidder og er ved at gå til at grin. Selv må jeg dog indrømme, at danseforestillingen aldrig rigtigt rammer mig.

Jeg er i tvivl om hvad forestillingen vil, hvad den vil have mig til at tænke, føle. Jeg sidder tilbage med en oplevelse af at ”Staying Alive” aldrig når det niveau forestillingen kunne. Når det er sagt er jeg meget vild med bogens rolle samt Ipaden. Den måde man har formået at implicerer dem er meget inspirerende. Ipadten får lov til at blive en ligeværdig medspiller og slår takten for hele forestillingen.

Når jeg går i teatret for at se danseforestillinger, forventer jeg ikke Installationskunsten. Havde de to forestillinger formået at få dansen i fokus, havde jeg kun været glad for at se kunsten som et løft. Men det at have en god balance er ikke nok, og at lade bagtæppet stjæle opmærksomheden fra det der skulle være i fokus, må ses som et nederlag.

The Lover, for 1 Stjerne, og den går til bagtæppet

Staying Alive, for 2 Stjerner, Ipadten og bogen kan være meget stolte af deres performans.

The Lover trailer

Staying Alive trailer

Hvordan: Læs mere og køb billet The Lover , Staying Alive

Medvirkende:

 The Lover:

Koncept, koreografi og performance: Bára Sigfúsdottir

Koncept og fotografi: Noémie Goudal

Scenografi: Noémie Goudal 88888

Musik og lyddesign: Borko

Dramaturgi: Sara Vanderieck

Kostume: Andrea Kränzlin

Lysdesign: Kris Van Oudenhove

Teknikere: Kris Van Oudenhove og Marlies Jacques

Produktion: Curtain Call Productions

Co-produktion: Workspace Brussels (BE), TAKT Dommelhof (BE) og Vooruit (BE)

 

Staying Alive:

Idé, koreografi og performance: Jasna L. Vinovrski

Samarbejdspartnere: Mini iPad Bøgerne

Musik: Bee Gees – Staying Alive

 

Med venlig hilsen

5 Stjerner

 

Reklamer

Det er næsten som at havde 3D briller på.

Normalt sidder jeg pænt på min stol, med en blok i skødet. Jeg kan læne mig tilbage og nyde forestillingen. Men kunstnerisk leder og koreograf, Susanne Holm, har tænkt sig at lave om på dette.

 Aarhus har fået et nyt dansekompagni ”Sally Likes to Dance”. Premiere forestillingen ”The Door” kunne ses d. 1. december kl. 20 på Bora Bora Aarhus. Forestillingen spiller til og med d. 3. december.

Foto Joan Andersen. The Door

Foto Joan Andersen. The Door

Det er med nogen usikkerhed at Publikum bevæger sig ud på scenen, sammen med de 5 danser. Man er meget i tvivl om hvad der nu vil komme til at ske. Inden vi træder ind i salen, har Susanne Holm budt velkommen, og sagt at vi bare skal gå rundt i mellem danserne, og står vi i vejen, skal de nok flytte os.

Som det flokdyr vi er, stiller vi os i en slags rundkreds om danserne. Danseforestillingen begynder og vi er nu en del af denne forestilling, og så alligevel ikke. Det er som om vi ikke passer ind. Vi står i vejen for danserne, og når vi forsøger at flytte os, er men ved at gå ind i andre publikumsgæster.

Forestillingen bygger på det improvisatoriske promenadeteater, det vil sige at der er mulighed for at tilpasse forestillingen i forhold til det der sker, ikke mindst hvordan publikum stiller og bevæger sig.

Men der sker noget når man kommer så tæt på danserne. Fra publikumspladserne ville man kunne se de sved glinsende krop bevæge sig smukt på scenen. Nu blevet vi inviteret helt tæt på. Vi kan nu se den enkelte svedperle springe frem og glide ned at de spændstige dansekroppe. Det er en smule grænseovertrædende, at stå så tæt på danserne, men også ganske fascinerende.

Selve forestillingen, består af små historier. Der virker ikke som om de alle hænger lige godt sammen. Men flere gange fornemmer vi en urtid stemning, der bakkes godt op af de meget fine kostumer, lavet af Helene Vonsild. Der er brugt en stor mængde cykelslanger til både kostumer og scenografi. Og de benyttes ganske kreativt.

Hver lille historie, har sit eget musik og lyd univers. Og da forestillingen vare en times tid, er denne variation med til at vi, som publikum ikke kommer til at kede os. Klaver toner, trommer, cello og noget der leder tankerne hen på jazze, supplerer danserne. Dog er ikke alle overgangende i mellem de små musik stykker lige god. Vi bliver til tider revet ud af stemningen, da overgangen virker hår og brutale. Men selve indholdet er fantastisk og er med at opbygge de små historier danserne fremfører.

Det er en spændende og anderledes måde at se, og ikke mindst opleve dans. Når en danser kommer løbende igennem publikum, og vi må træde tilbage for at give plads, kan man mærke suset. Danserne er gode til at komme rundt på hele scenen, så lige meget hvor man står, for man på et tidspunkt en oplevelse helt tæt på. Personligt ville jeg havde ønsket at der havde været halvt så mange publikumsgæster på scenen. Dette ville havde givet en bedre oplevelse. Publikum havde ikke stået så meget i vejen, for hinanden, og man havde haft en bedre mulighed for at fornemme og opleve hele forestillingen. Man kom ofte til at være mere opmærksom på de andre publikumsgæster, end hvad danserne lavede.

Når det så er sagt er jeg meget begejstret for at danseteatret prøver kræfter med nye måder at opleve dans. Det var til tider som om man havde fået 3D briller på. Alting var stører, vildere, og ikke mindst tætter på.

Danseforestillingen ” The Door” skal have 3 store stjerner. Der er plads til forbedringer, men dansekompagni ”Sally Likes to Dance” har helt sikkert fat i noget.

 

Bestil billetter til The Door

Følg Sally Likes to Dance på Facebook

 

Medvirkende:

Dansere: Pernille Ahrenkiel, Annika Ernst, Jesper Hermansen, Sarah Holm Jacobsen og Lina Wailzer

Koreograf: Susanne Holm

Musik: Komponist og musiker Edi Premate

Scenografi og kostumer: Helene Vonsild

Video og foto: Martin Busborg

 

Med venlig hilsen

5 Stjerner